Mød iværksætteren: Brian Korup Snedvig, Jofibo

18. februar 2021



Magnus Kjøller Holding sætter løbende spot på de personligheder, der står bag vores porteføljeselskaber. For os handler en investering om produkt, potentiale og ikke mindst.. personer. Det kræver noget særligt at gå den selvstændige vej og eksekvere på den gode idé.

I september 2020 investerede Magnus Kjøller Holding i Jofibo, der via deres platform hjælper jobsøgende og studerende med at optimere og målrette deres CV og ansøgning.

Vi har mødt Brian Korup Snedvig, CEO og Co-founder af Jofibo, da vi var nysgerrige på, hvad der motiverer ham som iværksætter samt hvilke mål, der er sat for virksomheden knap et halvt år efter vores investering.

Hvordan kom I på ideen til Jofibo?

- I slutningen af 2018 flirtede vi med tanken om fornyelse og efter at have studeret nogle forskellige cases, valgte vi det globale CV- og jobmarked. Vi tror på, at fornyelse er en essentiel del af en virksomheds tankegang, da vi alle gennemgår forskellige cyklusser ud fra, hvordan markedet omkring os flytter sig.

Det var vigtigt for os, at præmissen var at løse et problem for en masse mennesker. Problemer, som vi selv kunne relatere til, idet flere af os før har stået uden job. Som team havde vi også kompetencerne til at udvikle en ny platform for jobsøgende ud fra den vision, at det skal være simpelt at lave et CV og en ansøgning.

Vi handlede prompte og påbegyndte eksekveringen til den platform, som står der i dag.

I er fem personer på kontoret. Hvor vigtigt er det have et velfungerende team?

- Et godt hold er alfa og omega for at opnå succes. Man kan ikke alt selv, og der vil altid være nogen, som er dygtigere end dig til en given opgave. Derfor er det vigtigt, at et hold består af folk med forskellige kompetencer og kvaliteter, men også personligheder, for at den rette dynamik opstår.

Hvilke negative aspekter er der ved livet som iværksætter?

- Du er altid på. Der er altid noget, du føler kan gøres bedre, så en stor del er livet som iværksætter går med at styre dine tanker og din tid. Jeg vil sige, at det kræver en god portion disciplin og selvkontrol at være iværksætter.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

- Hver dag kan være din bedste, men også din dårligste. Forstået på den måde, at der er så mange high's, men også low's, og det er ofte på daglig basis. Alle de små succeser, fremskridt og alt det, man lærer undervejs, er lige til at blive høj af. Ultimativt er det bedste aspekt, at jeg arbejder for min egen frihed og selvstændighed ved at hjælpe andre.

Hvad er dit bedste råd til unge iværksættere, der måske er bange for at tage springet?

- Lær sig selv at kende. Find dine styrker og dine begrænsninger, og hold dig til et fast system i dagligdagen. Og så ellers bare kast dig ud i det, da du aldrig bliver helt klar alligevel. Når du er i gang, så bed om hjælp undervejs, hvis du har brug for det, og bliv dygtig til at kontrollere din tid.

Tænk det sådan her:

Hvad får jeg ud af denne opgave lige nu, og er der andre opgaver, som vil give en højere ROI? ROI er ikke kun et spørgsmål om penge, men også energi og tid.

Hvad er Jofibos fremtidsplaner?

- Vi tænker internationalt, men 2021 står i den grad også på hjælp til danskerne. I august 2020 åbnede vi op for den danske BETA-adgang, og det er virkelig fedt at kunne give alle i Danmark muligheden for denne hjælp. Det ultimative mål er at være en markedsførende platform til jobsøgende, hvor de nemt kan få en struktureret tilgang til hele deres jobsøgning. Både internationalt og i Danmark. Et samlet sted til CV og ansøgninger, og hvor man kan holde styr på, hvem man ansøger hos og hvornår, trygt og sikkert.

På sigt vil vi indtage flere lokale markeder, som vi gjorde med Danmark, hvor vi tilpasser produktet til den jobsøgende i det givne land. Hovedsageligt i de største europæiske lande.

Læs mere om Jofibo her

Hold dig opdateret - Tilmeld nyhedsbrev




t>